19.05.2010

Regeringen har fremlagt GenopretningsPakke


Regeringen har i dag fremlagt en GenopretningsPakke med en klar plan for, hvordan regeringen vil gennemføre den nødvendige genopretning af de offentlige finanser frem mod 2013.

I kølvandet på den internationale finanskrise står Danmark med to centrale udfordringer.

For det første er der en regning, der skal samles op.

For det andet skal der sikres ny vækst efter krisen.

Udfordringerne skal håndteres i den rigtige rækkefølge. Først skal regningen efter krisen betales. Herefter skal fokus rettes mod at skabe fornyet vækst i Danmark.

For udskydes genopretningen af de offentlige finanser, er der alvorlig risiko for, at renten presses op til skade for beskæftigelsen, boligejerne og den offentlige økonomi. Det viser den aktuelle finansielle uro afledt af gældskrisen i Europa.

Og sættes gældsætningen ikke i bero, vil renteudgifterne stige kraftigt, så udgifterne på andre områder må reduceres.

Regeringen har derfor fremlagt en GenopretningsPakke, som direkte styrker de offentlige finanser med 24 mia. kr. over de næste tre år.

Hovedpunkterne i GenopretningsPakken er:

  • De offentlige driftsudgifter holdes i ro i 2011-2013, så de fastholdes på det historisk høje niveau efter en årrække med meget betydelig vækst. Inden for en uændret økonomisk ramme skabes plads til øgede udgifter på blandt andet sundhedsområdet, til flere i uddannelse samt svage og udsatte grupper.
  • De automatiske stigninger i skattefradrag og overførselsindkomster suspenderes, så de fastholdes uændret i kroner i de næste to år.
  • Den planlagte forhøjelse af indkomstgrænsen for topskat i 2011 udskydes i to år.
  • De offentlige budgetter gennemgås med en tættekam for at finde ordninger, som kan undværes eller drosles ned.

Med GenopretningsPakken indfris den forventede EU-henstilling om, at den strukturelle saldo skal forbedres med (mindst) 1½ pct. af BNP i 2010-2013.

Læs mere om GenopretningsPakken - Danmark ud af krisen - regningen betalt

Pressehenvendelser

Presseansvarlig

Heidi Birgitte Nielsen
2526 2795
hebni@fm.dk

Publikationer