30.11.2011

Tilbagegang i dansk økonomi i 3. kvartal


Dagens foreløbige nationalregnskabstal fra Danmarks Statistik viser en tilbagegang i dansk økonomi på 0,8 pct. i 3. kvartal. Det er blandt andet det private forbrug, der fortsætter med at falde. Samtidig er det offentlige forbrug også faldet mærkbart i 3. kvartal. Det gælder også den samlede beskæftigelse (ekskl. orlov), som faldt med 12.000 personer. Den private beskæftigelse faldt med 9.000 personer, mens den offentlige beskæftigelse faldt med 3.000 personer.

Når de første tre kvartaler i 2011 sammenlignes med den samme periode i 2010 er BNP dog vokset med 1,2 pct. Her er det især eksporten, der bidrager positivt, mens privatforbruget og det offentlige forbrug er faldet.

Finansminister Bjarne Corydon udtaler i forbindelse med offentliggørelsen:

- Dagens foreløbige nationalregnskabstal er ikke opmuntrende læsning. Dansk økonomi er skrumpet i 3. kvartal, hvor BNP faldt med 0,8 pct. Både det private og offentlige forbrug trækker økonomien i nedadgående retning. Det private forbrug er nu faldet i fire kvartaler i træk, og det skyldes ikke mindst, at der er betydelig usikkerhed omkring konjunkturudsigterne.

Om den økonomiske politik udtaler finansminister Bjarne Corydon:

- Dagens negative tal for dansk økonomi og de dystre udsigter for verdensøkonomien, som senest er tegnet af OECD, understreger hvor vigtigt det er, at vi holder hånden under væksten og beskæftigelsen i 2012. Med kickstarten giver vi økonomien et tiltrængt skub i den rigtige retning. På den måde vil færre danskere komme til at sidde for længe fast i ledighed.

Samtidig viser udviklingen i udlandet, hvor vigtigt det er at føre en ansvarlig økonomisk politik. Med finanslovsaftalen har vi lagt et sundt og ansvarligt fundament for dansk økonomi. Det gælder ikke mindst regeringens forsigtighedsprincip, hvor alle udgifter finansieres krone-til-krone. Det er med til at fastholde tilliden til dansk økonomi og mindske risikoen for højere renter.     

Pressehenvendelser

Presseansvarlig

Heidi Birgitte Nielsen
2526 2795
hebni@fm.dk

Publikationer