19.11.2012

Kommunernes budgetter for 2013


Kommunerne har vedtaget budgetterne for 2013, og den foreløbige opgørelse viser, at budgetterne samlet set lever op til økonomiaftalen med regeringen.

Resultatet af den foreløbige budgetopgørelse for 2013 viser, at kommunerne har valgt at prioritere et anlægsinvesteringsniveau, der er lidt højere end det aftalte. Samtidig har kommunerne budgetteret med serviceudgifter, der ligger under det aftalte niveau for 2013.

Kommunerne overholder dermed samlet set økonomiaftalen for 2013. På den baggrund har regeringen tilkendegivet over for KL, at det forventes, at det betingede bloktilskud på 4 mia. kr. kommer til udbetaling.

Finansminister Bjarne Corydon udtaler:

De enkelte kommuner og KL har gjort en stor indsats for at leve op til økonomiaftalen for 2013. Budgetterne for 2013 viser, at kommunerne påtager sig et medansvar for at konsolidere økonomien i 2013, det vil jeg gerne kvittere for. 

Kommunernes ansvarlighed er vigtig, for skal tilliden til dansk økonomi bevares, er det afgørende, at der er styr på økonomien i den offentlige sektor. Derfor er budgettallene tilfredsstillende men jeg har samtidig klart tilkendegivet over for KL, at regeringen forventer, at kommunerne også sørger for at holde styr på udgifterne i 2013, og dermed overholder de vedtagne budgetter.

Den endelige vurdering af kommunernes aftaleoverholdelse i budgetterne foretages på baggrund af de endelige budgettal, som Danmarks Statistik offentliggør i januar 2013.



Pressehenvendelser

Presseansvarlig

Jakob Bøving Arendt
2526 2795
hebni@fm.dk

Publikationer