13.12.2012

Budgetoversigt 3: Finansloven understøtter væksten


Finansministeriet offentliggør i dag Budgetoversigt 3, december 2012, der giver et overblik over aftalerne om finansloven for 2013 samt en status for statens og de samlede offentlige finanser.

Finansloven for 2013 viderefører den ansvarlige linje i den økonomiske politik. Der er styr på den offentlige økonomi, og Danmark efterlever EU-henstillingen. Samtidig understøttes væksten.

Den forværrede internationale økonomiske krise udfordrer imidlertid de offentlige finanser ved, at skatte- og afgiftsindtægterne bliver lavere end ventet de kommende år. Det understreger behovet for en ansvarlig finanspolitik, så underskuddet også de kommende år vil være under 3 pct. af BNP, som er grænsen i EU's Stabilitets- og Vækstpagt.

Underskuddene på de samlede offentlige finanser skønnes til knap 4 pct. af BNP i 2012, 2½ pct. af BNP i 2013 og 2¾ pct. af BNP i 2014. Den strukturelle offentlige saldo skønnes forbedret med 1½ pct. af BNP fra 2010 til 2013. Dermed indfris henstillingen fra EU om at forbedre den strukturelle offentlige saldo med 1½ pct. af BNP fra 2010 til 2013, samtidig med at det offentlige underskud bringes under 3 pct. af BNP.

De offentlige forbrugsudgifter i stat, kommuner og regioner i 2012 skønnes at blive 8 mia. kr. lavere end ventet i august. Realvæksten i det offentlige forbrug i 2012 er på den baggrund reduceret fra 1,5 pct. til 0,3 pct.

Der er ligeledes udsigt til lidt lavere udgifter til offentligt forbrug i 2013. Alligevel er realvæksten i det offentlige forbrug i 2013 opjusteret fra 0,1 pct. i august til 1,6 pct. Den højere udgiftsvækst i 2013 skyldes udelukkende, at niveauet for det offentlige forbrug er nedjusteret betydeligt mere i 2012 end i 2013.

Finanspolitikken og en række øvrige økonomisk-politiske tiltag i 2012 og 2013 understøtter BNP-væksten med ¼ pct. af BNP i 2012 og ½ pct. af BNP i 2013.

Finansminister Bjarne Corydon siger:

Regeringen holder hånden under væksten og beskæftigelsen. Det er vigtigt, fordi der stadig er betydelig usikkerhed i den internationale økonomi. Vores mange tiltag understøtter væksten med ca. ½ pct. af BNP til næste år, det sker bl.a. igennem regeringens massive løft i investeringerne og en skatteaftale, der vil skubbe på privatforbruget.

Læs mere om Budgetoversigten her

Pressehenvendelser

Presseansvarlig

Heidi Birgitte Nielsen
2526 2795
hebni@fm.dk

Publikationer