29.11.2013

DONG Energy: Aftaler om 11 mia. kr. fra private investorer underskrevet


Der er nu indgået bindende aftaler om tilførsel af 11 mia. kr. til DONG Energy mellem Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP), New Energy Investment S.a.r.l. på vegne af en række fonde administreret af Goldman Sachs’ Merchant Banking Division (Goldman Sachs), PFA Pension Forsikringsaktieselskab (PFA), DONG Energy og den danske stat ved Finansministeriet.

Aftalerne består dels af en investeringsaftale, der regulerer vilkår og betingelser for selve kapitaludvidelsen, dels en aktionæroverenskomst, der regulerer en række forhold mellem aktionærerne og selskabet efter kapitaludvidelsens gennemførsel. Aftalernes endelige gennemførsel er i forhold til den danske stat betinget af Finansudvalget godkendelse samt de relevante konkurrencemyndigheders godkendelse.

Finansminister Bjarne Corydon udtaler:

Jeg er glad for, at vi nu har fået aftalerne med Goldman Sachs, ATP og PFA på plads. Vi kan nu se frem til, at DONG Energy får styrket sit kapitalgrundlag markant. Dermed kan selskabets fortsætte sine ambitiøse investeringer inden for især havvindmølleparker og dermed vedblive med at være en ledende aktør inden for den grønne omstilling i Nordvesteuropa.

Jeg vil gentage, at det er meget positivt, at både danske og internationalt anerkendte investorer har tiltro til DONG Energys strategi. Jeg er sikker på, at de nye aktionærer vil bidrage positivt til værdiskabelsen i DONG Energy til gavn for alle aktionærer, også staten.

De væsentligste vilkår i aftalerne er:

  • De nye aktionærer tegner aktier i DONG Energy for i alt 11 mia. kr. Heraf står Goldman Sachs for 8,0 mia. kr., ATP for 2,2 mia. kr. og PFA for 0,8 mia. kr.
  • Aktietegningen er baseret på en værdiansættelse af DONG Energy på 31½ mia. kr.
  • Parterne er enige om i de kommende år at arbejde frem mod en børsnotering.
  • De nye aktionærer har ret til at sælge deres aktier til staten på nærmere fastsatte vilkår, hvis ikke DONG Energy er børsnoteret inden foråret 2018.
  • Staten vil forblive majoritetsaktionær efter en fremtidig børsnotering.
  • De eksisterende mindretalsaktionærer vil kunne tegne nye aktier i DONG Energy på samme vilkår, så de kan fastholde deres nuværende ejerandele.
  • Der skal etableres et aktiebaseret incitamentsprogram for medarbejdere i DONG Energy.
  • Kapitalindskuddet forventes endeligt gennemført i starten af 2014.

Ejerstrukturen i DONG Energy vil – før de nuværende mindretalsaktionærers eventuelle tegning af nye aktier og etablering af et aktiebaseret incitamentsprogram for medarbejdere – vil være følgende:

Staten: ca. 60 pct. (i dag 81 pct.)
Goldman Sachs: ca. 19 pct.
ATP: ca. 5 pct.
PFA: ca. 2 pct.
Eksisterende mindretalsaktionærer: ca. 14 pct. (i dag 19 pct.)

Finansministeriet forventer inden for kort tid at oversende aktstykke til Folketingets Finansudvalg.

Finansministeriet er blevet rådgivet af Danske Bank Corporate Finance.

Pressehenvendelser

Presseansvarlig

Jakob Bøving Arendt
2526 2795
hebni@fm.dk

Publikationer