06.12.2014

Finansminister Bjarne Corydons kommentar til artikel i Politiken d. 6. december 2014


Det er regeringens reformer, der skaber plads til velfærd


AF FINANSMINISTER BJARNE CORYDON


Politiken bringer lørdag den 6. december en artikel med overskriften ”Boligejere betaler for mere velfærd”. Artiklen giver det indtryk, at boligskatterne er det helt centrale finansieringselement i forhold til at løfte velfærden frem mod 2020, som regeringen foreslår. Artiklen er desværre bygget på forsimplinger og misforståelser, hvilket Politiken blev gjort opmærksom på i god tid inden avisens deadline.

Lad mig starte med den vigtigste konklusion: Årsagen til at vi kan finansiere øget velfærd er, at regeringens reformpolitik virker, og at vi får flere i job. Det giver færre offentlige udgifter og flere offentlige indtægter. Derfor kan regeringen prioritere at bruge flere penge på offentlig velfærd.

Men tilbage til boligskatterne, og undskyld mig på forhånd: Det er lidt teknisk, men jeg håber læseren kan hænge på:    

I Danmark udgør de samlede offentlige indtægter (skatter og afgifter mv.) godt halvdelen af BNP. Helt præcist forventes det, at være 51,7 pct. af BNP i 2015 i den seneste offentliggjorte økonomiske fremskrivning fra august. Til sammenligning udgør summen af ejendomsskatten (primært grundskyld) og ejendomsværdiskatten 2,1 pct. af BNP. Det er således knap 96 pct. af de samlede skatter og afgifter, der ikke er boligskatter og kun godt 4 pct., der er boligskatter. Det er således kun en meget lille del af den samlede velfærd, der finansieres af boligskatter.

Det er heller ikke sådan, at boligskatterne vokser som andel af BNP, når vi ser frem mod 2020. I finansministeriets seneste mellemfristede fremskrivning (ligeledes fra august) forventes det, at boligskatternes andel af BNP fastholdes – konstant - på 2,1 pct. af BNP i perioden. Stigningen i boligskatterne svarer således til stigningen i de samlede indkomster i samfundet.

Men der hvor Politiken for alvor går galt i byen er ved at koble boligskatten sammen med det løft i velfærden, som regeringen vil prioritere frem mod 2020. Her vælger Politiken helt at se bort fra en række andre bevægelser på statens udgifter og indtægter. Vigtigst overser Politikens artikel helt at overførselsindkomstudgifternes andel af BNP falder markant og dermed skaber plads i økonomien. De falder således med 1,7 pct. af BNP fra 2015 til 2020. Det skyldes helt enkelt den gode nyhed at flere kommer i job. Det er godt for den enkelte, det godt for væksten, og det er godt for de offentlige finanser. Det er en del af denne forbedring i de offentlige finanser, som regeringen har prioriteret at bruge på en vækst i det offentlige forbrug.   

Politikens artikel synes også at bygge på den iagttagelse, at der er et fald i de samlede skatter og afgifters andel af BNP fra 2015 til 2020. Men det er øget beskæftigelse som følge af regeringens politik, der giver dette fald i skatternes andel af BNP. I fremskrivningen fortsætter beskæftigelsen den fremgang, som vi har set i gennem det seneste godt 1½ år. Dermed bliver der færre arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere (som også betaler skat) og flere beskæftigede. En ekstra beskæftiget betyder større produktion og BNP, mens skatteindtægterne kun stiger med forskellen i skattebetalingerne mellem indkomsten som beskæftiget og indtægten som fx dagpengemodtager.

Samlet set bliver Politikens konklusioner forsimplede og misvisende. Det er beskæftigelsesstigningen som følge af reformer, der er det centrale for udvikling i råderummet for den økonomiske politik frem mod 2020. Derfor er det også reformerne, som giver plads til at prioritere velfærden.

Publikationer