17.08.2015

Ny vismand


Finansminister Claus Hjort Frederiksen har i dag udnævnt professor Lars Gårn Hansen til ny vismand.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen har i dag udnævnt professor Lars Gårn Hansen, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet, til nyt medlem af formandskabet for De Økonomiske Råd. Nuværende medlem af formandskabet, professor Eirik Schrøder Amundsen, der har været medlem af formandskabet siden 2007, udtræder af formandskabet ved udgangen af august 2015. 

Lars Gårn Hansens forskning fokuserer på miljøøkonomiske problemstillinger, herunder regulering, kontrol og håndhævelse.

Lars Gårn Hansen har deltaget i en række udvalg og arbejdsgrupper vedrørende regulering af miljøproblemer, herunder Bichel-udvalget (1997-99) om konsekvenserne af afvikling af pesticidanvendelsen og arbejdsgruppen vedrørende økonomiske virkemidler til regulering af kvælstof og fosfor forud for udarbejdelsen af Vandmiljøplan II.

Lars Gårn Hansen er født i 1959. Han blev cand.polit. i 1986 og lic.polit. (ph.d.) i 1997. Lars Gårn Hansen har siden 2008 været ansat ved Københavns Universitet, hvor han i 2009 blev udnævnt til professor ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi. Lars Gårn Hansen har tidligere været ansat ved AKF (Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut/Anvendt Kommunalforskning), Socialministeriet og i Økonomiministeriet.

Efter ændringen består De Økonomiske Råds formandskab fra 1. september 2015 af professor Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, Københavns Universitet, professor Michael Svarer, Aarhus Universitet, professor Carl-Johan Dalgaard, Københavns Universitet, samt professor Lars Gårn Hansen, Københavns Universitet.

Yderligere oplysninger
De Økonomiske Råds Sekretariat, tlf. 33 44 58 00


Presseansvarlig

Niels Nørgaard
2526 2759
nieno@fm.dk

Publikationer