27.11.2015

Foreløbig opgørelse af kommunernes budgetter for 2016


Kommunernes budgetter for 2016 er foreløbigt opgjort. Den foreløbige budgetopgørelse fra Social- og Indenrigsministeriet viser, at kommunernes budgetter samlet set ligger inden for de aftalte økonomiske rammer, som regeringen og KL aftalte i juli.

Resultatet af den foreløbige budgetopgørelse viser, at kommunerne budgetterer med serviceudgifter på samlet 237,2 mia. kr., hvilket er knap 0,2 mia. kr. lavere end forudsat i sommerens aftale med KL om kommunernes økonomi for 2016. Samtidig har kommunerne budgetteret med et anlægsniveau på 16,8 mia. kr., hvilket er knap 0,2 mia. kr. højere end aftalt. 

Kommunernes budgetter ligger dermed, ifølge de foreløbige oplysninger, samlet set inden for de aftalte økonomiske rammer.

Det foreløbige budgetresultat, baseret på indberetninger til Social- og Indenrigsministeriet, viser dermed et andet billede end KL’s udmelding i oktober om en forventet samlet aftaleoverskridelse på 150 mio. kr. 

Regeringen vil tage endeligt stilling til budgetresultatet og en eventuel modregning på baggrund af de endelige budgettal fra Danmarks Statistisk i januar 2016.

Social- og indenrigsminister Karen Ellemann siger:

Jeg er meget tilfreds med, at budgetterne ser ud til at holde sig inden for aftalen. Det har vi i regeringen også en klar forventning om. Jeg håber, at det også er resultatet, når vi modtager de endelige budgettal fra Danmarks Statistik. Men hvis de endelige budgettal overskrider det aftalte, vil vi følge op på det.
Finansminister Claus Hjort Frederiksen siger:

Jeg kan med tilfredshed konstatere, at det ser ud til, at kommunernes budgetter ligger inden for de rammer, som vi blev enige om ved økonomiaftalen i juli. Det er vigtigt, at de aftalte rammer overholdes, så tilliden til dansk økonomi opretholdes.
Fakta: Modregning i bloktilskuddet ved aftaleoverskridelse
  • I henhold til akt nr. 20 af 19. november 2015 vil der ske en modregning i kommunernes bloktilskud, hvis kommunernes budgetter for service og anlæg overstiger den aftalte udgiftsramme for 2016. 
  • Den endelige opgørelse af aftaleoverholdelse og en eventuel modregning vil basere sig på de endelige budgettal fra Danmarks Statistik i januar 2016.
  • Kommunerne har forud for en eventuel modregning mulighed for at revurdere deres budgetter og vedtage negative tillægsbevillinger til budgettet, som i givet fald vil indgå i den endelige opgørelse af budgetterne.   

Yderligere oplysninger

Social- og Indenrigsministeriet
Pressemedarbejder Signe Damgaard 
Tlf. 4185 1192

Social- og Indenrigsministeriet
Specialkonsulent Maja Frydkjær Frandsen 
Tlf. 4185 1452

Finansministeriet
Presseansvarlig Heidi Birgitte Nielsen
Tlf. 2526 2795

Publikationer