14.12.2015

Det Økonomiske Råds formandskab får ny formand og nyt medlem


Finansminister Claus Hjort Frederiksen har i dag udnævnt professor Michael Svarer til ny overvismand og forskningschef Torben Tranæs til ny vismand.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen har i dag udnævnt professor i økonomi, Michael Svarer, Aarhus Universitet, til ny formand (overvismand) for De Økonomiske Råds formandskab. Samtidig er forskningschef Torben Tranæs, SFI, udnævnt som nyt medlem af formandskabet for De Økonomiske Råd. Det sker med virkning fra 1. januar 2016.

Den nuværende formand for De Økonomiske Råd, professor Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, der har været overvismand siden 1. januar 2010, udtræder af formandskabet med udgangen af 2015.

Efter ændringen består De Økonomiske Råds formandskab fra 2016 af professor Michael Svarer, Aarhus Universitet, professor Carl-Johan Dalgaard, Københavns Universitet, professor Lars Gårn Hansen, Københavns Universitet og forskningsdirektør og professor Torben Tranæs, SFI.

Michael Svarer

Professor Michael Svarer har været medlem af De Økonomiske Råds formandskab siden 2012. Michael Svarer er ph.d. fra Aarhus Universitet og har siden 2009 været professor ved Institut for Økonomi, Aarhus Universitet. Michael Svarer var medlem af Arbejdsmarkedskommissionen fra 2008-09 og er aktuelt blandt andet tilknyttet Centre for Applied Microeconometrics (CAM) ved Københavns Universitet, Institute for Study of Labour (IZA) i Bonn samt Center for Arbejdsmarkeds Forskning og Effektmåling (CAFE) ved Aarhus Universitet.

Michael Svarers primære forskningsområde er mikroøkonomi, herunder især arbejdsmarkedsteori og -politik samt familieøkonomi. Michael Svarer har en omfattende videnskabelig produktion publiceret i førende internationale tidsskrifter.

Torben Tranæs
Torben Tranæs er forskningsdirektør og professor ved SFI, Det nationale center for forskning og velfærd. Torben Tranæs er født i 1959 og er en ph.d. i økonomi fra Københavns Universitet i 1994. Torben Tranæs var tilknyttet Økonomisk Institut ved Københavns Universitet som lektor frem til 2002, hvor han blev forskningsdirektør ved SFI. I 2003 blev Torben Tranæs ansat som direktør ved Rockwoolfondens Forskningsenhed, en stilling han forlod i 2015 for at blive forskningsdirektør for SFI, Det nationale forskningscenter for velfærd.

Som direktør for Rockwoolfondens forskningsenhed havde Torben Tranæs det overordnede ansvar for enhedens forskning, men var samtidig ansvarlig for konkrete projekter i forskningsenheden. Torben Tranæs har publiceret i førende internationale tidsskrifter og er tilknyttet forskningsnetværkene CESifo i München, IZA i Bonn og EPRU i København. Torben Tranæs’ forskning har fokuseret på arbejdsmarked, skat, velfærdsstaten, immigration og integration, kriminalitet samt lighed og fordeling.

Pressehenvendelser

Presseansvarlig

Niels Nørgaard
2526 2759
nieno@fm.dk

Publikationer