05.12.2016

De kommunale budgetter forventes at overholde økonomiaftalen for 2017


En foreløbig opgørelse af de kommunale budgetter for 2017 viser, at kommunerne ser ud til at overholde de samlede økonomiske rammer, som regeringen og KL aftalte i juni.

Resultatet af Økonomi- og Indenrigsministeriets foreløbige budgetopgørelse viser, at kommunerne budgetterer med serviceudgifter på samlet 241,9 milliarder kroner. Det er knap 0,5 milliarder kroner lavere end forudsat i sommerens aftale med KL om kommunernes økonomi for 2017. Samtidig har kommunerne budgetteret med et anlægsniveau på 16,7 milliarder kroner, hvilket er knap 0,4 milliarder kroner højere end aftalt. 

Den foreløbige budgetopgørelse tyder derfor på, at kommunerne holder sig inden for den samlede ramme af økonomiaftalen for 2017.

Finansminister Kristian Jensen siger:

Jeg vil gerne anerkende, at kommunernes budgetter samlet set ser ud til at flugte med de aftalte rammer. Det er et godt udgangspunkt for at sikre, at der også er styr på den kommunale økonomi, når året er gået. Det er vigtigt, at kommunerne påtager sig et medansvar i forhold til, at der kan føres en ansvarlig økonomisk politik.

Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll siger:
Jeg er meget tilfreds med, at de kommunale budgetter ser ud til at overholde aftalen fra i sommer. Det vil jeg gerne kvittere for. Det er også fint i tråd med den nye regerings politik, at kommunerne har holdt lidt mere igen på driften og til gengæld prioriteret investeringsområdet. Jeg forventer til gengæld så også, at regnskaberne ligger inden for disse rammer.
Regeringen forventer på den baggrund, at det betingede bloktilskud på 4 milliarder kroner kan komme til udbetaling. Den endelige vurdering af kommunernes aftaleoverholdelse i budgetterne foretages på baggrund af de endelige budgetter, der offentliggøres af Danmarks Statistik i januar 2017.
 
Fakta:
Det følger af økonomiaftalen mellem regeringen og KL, at 4 milliarder kroner af bloktilskuddet er betinget af, at økonomiaftalen med regeringen bliver overholdt:
  • 3 milliarder kroner af kommunernes bloktilskud er betinget af, at de budgetterede serviceudgifter holder sig inden for den aftalte ramme.
  • 1 milliard kroner af kommunernes bloktilskud er betinget af, at de budgetterede anlægsudgifter holder sig indenfor den aftalte ramme under hensyntagen til det samlede budgetterede niveau for service- og anlægsudgifter. 

Pressehenvendelser

Presseansvarlig

Niels Nørgaard
2526 2759
nieno@fm.dk

Publikationer