05.12.2016

Rammer med plads til fortsat udvikling af sundhedsvæsnet


Økonomi- og Indenrigsministeriets foreløbige opgørelse af regionernes budgetter peger på, at regionerne overholder økonomiaftalen for 2017. De regionale investeringer på sundhedsområdet fastholdes på over 7 milliarder kr.

Regionernes budgetter for 2017 flugter med rammerne i økonomiaftalen med regeringen. Det viser Økonomi- og Indenrigsministeriets foreløbige opgørelse.

De fem regioner budgetterer næste år med driftsudgifter på 110,0 milliarder kr. til sundhed og 3,0 milliarder kr. til regional udvikling. Samtidig budgetterer regionerne med anlægsudgifter på sundhedsområdet på 7,2 milliarder kr. Anlægsudgifterne sikrer blandt andet, at de nye supersygehuse kan realiseres efter planen, og dermed give patienterne bedre og mere effektiv behandling. Det er regeringens forventning, at regionerne overholder de vedtagne budgetter for 2017.

Finansminister Kristian Jensen siger:

Det glæder mig, at de foreløbige indberetninger peger mod, at regionerne overholder den økonomiaftale, vi har indgået for 2017. Aftalen sikrer rammen om en fortsat udvikling af sundhedsvæsnet, og det er derfor vigtigt, at regionerne viser, at vi kan have tillid til deres styring af budgetter og regnskaber.

Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll siger:

Sundhedsvæsenet er en hovedprioritet for regeringen, og det kan vi også se konkret i regionernes budgetter for 2017. Det glæder mig samtidig, at regionernes budgetter som forventet ser ud til at holde sig inden for de aftalte økonomiske rammer.
Økonomi- og Indenrigsministeriets budgetopgørelse er baseret på regionernes indberetning af foreløbige budgetoplysninger til ministeriet. Den endelige vurdering af aftaleoverholdelse foretages på baggrund af Danmarks Statistiks budgettal i januar 2017. På baggrund heraf tages der også stilling til udbetaling af det betingede bloktilskud.

Pressehenvendelser

Presseansvarlig

Niels Nørgaard
2526 2759
nieno@fm.dk

Publikationer