20.04.2017

Finansministeren deltager i IMF’s forårsmøde i Washington


Finansministeren skal repræsentere de nordisk-baltiske lande ved møder i den Internationale Valutafonds (IMF) rådgivende ministerkomité, IMFC.

Møderne finder sted i forbindelse med IMF’s og Verdensbankens forårsmøder i Washington 20.-22. april 2017.

Jeg ser frem til at deltage i IMF-forårsmødet. Dansk og international økonomi er i klar bedring, men der er stor usikkerhed på en række punkter: Om den nye amerikanske præsidents økonomiske politik og prioriteter for det internationale samarbejde. Og om den fremtidige politiske retning her i Europa i år med valg i vigtige lande, starten på svære Brexit-forhandlinger og vigtige diskussioner om EU’s fremtid, siger finansminister Kristian Jensen.
Møderne skal sætte de overordnede strategiske retningslinjer for IMF’s arbejde. Drøftelserne i IMFC ventes især at fokusere på IMF-landenes reformudfordringer, som er afgørende for at skabe holdbar økonomisk vækst og beskæftigelse. Der vil være fokus på hvordan IMF kan understøtte landene i at gennemføre sunde nationale politikker, der inden for rammerne af frihandel og forpligtende internationalt samarbejde kan sikre muligheder for, at alle kan få del i de store gevinster fra globalisering og åbne internationale markeder. 
 
Der er behov for reformer, der fremmer vækst og beskæftigelse, og som i tide tager hånd om de strukturelle og finanspolitiske udfordringer, som mange lande står over for. Det gælder også Danmark, hvor regeringen har lagt en ambitiøs linje og snart vil komme med sit bud på en ny mellemfristet plan for dansk økonomi, siger finansminister Kristian Jensen. 
Faktaboks
IMFC repræsenterer alle 189 IMF-medlemslande. De fleste er samlet i en række valgkredse, bortset fra de største lande som fx USA, Kina, Japan, Tyskland, Storbritannien og Frankrig, der hver har deres egen stol i IMFC og i IMF’s bestyrelse.

Udover Danmark omfatter den nordisk-baltiske valgkreds i IMF Sverige, Norge, Finland, Island, Estland, Letland og Litauen. Posten som IMFC-medlem roterer mellem de otte lande. 

Pressehenvendelser



Presseansvarlig

Niels Nørgaard
2526 2759
nieno@fm.dk

Publikationer