17.05.2017

Alle uddannelsesgrupper bliver længere på arbejdsmarkedet


En stigende andel af danskerne vælger at blive på arbejdsmarkedet, når de når pensionsalderen. Og udviklingen ses hos alle uddannelsesgrupper, viser et nyt notat fra Finansministeriet.

Både hos faglærte, ufaglærte og personer med videregående uddannelse er der stigende beskæftigelsesfrekvens for gruppen over 65 år, og i 2015 var to ud af tre af de beskæftigede over pensionsalderen faglærte eller ufaglærte.

Samme år var beskæftigelsen for personer over 65 år på 124.000 personer, hvilket næsten er fordobling i forhold til 2000, hvor den lå på 64.000.

Finansminister Kristian Jensen glæder sig over udviklingen:

Det er ganske enkelt en myte, at det kun er læger og advokater, der kan arbejde, når de fylder 65 år. Jeg er rigtig glad for, at danskerne på tværs af uddannelsesbaggrund vælger at blive længere på arbejdsmarkedet, for det er der brug for, hvis vi skal finansiere fremtidens velfærd, siger han.
Samtidig med, at flere bliver på arbejdsmarkedet, efter de fylder 65, er der også sket en stigning i den gennemsnitlige arbejdstid for samme aldersgruppe. Også denne stigning ses på tværs af uddannelsesbaggrund og mest markant hos gruppen af ufaglærte.

Udviklingen er sket sideløbende med en stigende levetid hos alle uddannelsesgrupper, som også i stigende grad oplever godt helbred efter pensionsalderen.

At danskerne bliver ældre er det, jeg kalder ”en glædelig udfordring”. Det er jo fantastisk, at man i dag kan forvente at leve markant længere end for få årtier siden, men det betyder også flere udgifter til at sikre det velfærdsniveau, vi gerne vil tilbyde danskerne. Derfor vil regeringen fremlægge et tilbagetrækningsudspil, så vi også fremover kan levere den ønskede velfærd til såvel unge som ældre, siger finansministeren.
Regeringens tilbagetrækningsudspil ventes præsenteret inden sommerferien.

Pressehenvendelser



Presseansvarlig

Niels Nørgaard
2526 2759
nieno@fm.dk

Publikationer