29.05.2017

Ny status: Flytningen af statslige arbejdspladser forløber planmæssigt


Flytningen af et historisk stort antal statslige arbejdspladser går som planlagt. Det viser den seneste status, som innovationsminister Sophie Løhde (V) offentliggør i dag.

Et Danmark i bedre balance, hvor det er muligt at leve, bo og arbejde i hele landet. Det er ambitionen for regeringen, som er i fuld gang med at flytte ca. 3.900 statslige arbejdspladser fra hovedstadsområdet til andre steder i landet.

Og flytningen forløber stort set som planlagt. Ifølge en ny status var der i april 2017 flyttet 2.162 arbejdspladser, og 21 ud af 43 planlagte institutioner har afsluttet deres flytning.

Det er den største samlede flytning af statslige arbejdspladser nogensinde herhjemme. Derfor er det naturligvis glædeligt, at flytningen skrider fremad som planlagt. Der er enkelte institutioner, hvis flytning trækker ud, men det er forsat vores forventning, at hovedparten af de institutioner, som skal flytte fra hovedstadsområdet og ind i resten af Danmark, vil være flyttet inden årets udgang, siger innovationsminister Sophie Løhde.
Statuspapiret viser også, at økonomien for flytningen af de statslige arbejdspladser holder sig inden for det oprindelige udgiftsskøn. Ministeriernes midlertidige udgifter til flytningen skønnes at beløbe sig til ca. 870 mio. kr. Det oprindelige udgiftsskøn lød på omkring 910 mio. kr.
 
22 pct. af de flyttede arbejdspladser er besat af medarbejdere, der enten er flyttet med eller pendler til arbejdspladsen.
 
Regeringen vil i 2018 flytte flere statslige arbejdspladser ud af hovedstadsområdet og ind i resten af landet. På nuværende tidspunkt er det ikke besluttet, hvor mange arbejdspladser der vil være tale om, og hvor i Danmark de skal placeres.


Pressehenvendelser



Presserådgiver

Rikke Gredsted Seidenfaden
3392 2664
rigei@fm.dk

Publikationer