31.08.2017

Finanslovforslag: Et trygt og sammenhængende Danmark


Det går godt i Danmark, og med finanslovforslaget for 2018 tager regeringen endnu et skridt mod at gøre Danmark til et mere trygt og sammenhængende land.

Med flere penge til kernevelfærd styrker vi fundamentet for danskere, som bliver ramt af sygdom, har børn i skoler eller dagtilbud, eller som har brug for støtte til en god alderdom. Samtidig skal ekstra penge til politiet, hårdere straffe og en styrket indsats mod bander sikre, at lovlydige danskere kan færdes trygt overalt i landet.

Og med vigtige investeringer i infrastruktur vil regeringen sikre, at man nemt kan bevæge sig på tværs af Danmark til gavn for vækst, mobilitet og friheden i samfundet. 

Dansk økonomi er stærk og sund, og derfor er der råd til at investere i vores tryghed og sikkerhed. Politiet skal have flere ressourcer til at passe på danskerne og bekæmpe bandekonflikten, og vores sundhed og andre velfærdsområder får et markant løft med i alt 2,6 mia. næste år. Samtidig vil regeringen sikre et sammenhængende Danmark, hvor alle har mulighed for at få del i det økonomiske opsving, siger finansminister Kristian Jensen.
Regeringen har afsat 500 mio. om året til en velfærdsreserve med særlig fokus på at styrke sundheds- og ældreområdet. Det har høj prioritet for regeringen, at danskerne bliver mødt af en personlig og professionel service, når de selv eller deres nærmeste bliver syge. Løftet på 500 mio. kr. kommer udover det løft af kernevelfærden på 1,3 mia. kr., som indgår i aftalerne om næste års økonomi for kommunerne og regionerne.

Samtidig prioriteres 60 mio. kr. årligt til nye initiativer mod bandekriminalitet og 65 mio. kr. om året til hårdere straffe. Regeringen vil også tilføre flere ressourcer til politiet i forbindelse med midtvejsevalueringen af politiet, f.eks. til et øget optag på politiskolen.

Ligeledes er det vigtigt for regeringen at fortsætte arbejdet med at genopbygge tilliden til det danske skattesystem. Derfor er der afsat 5,5 mia. kr. over fire år til bl.a. at øge kontrol og vejledning for at bekæmpe skattesnyd og øge trygheden for lovlydige skatteborgere. De ekstra midler kommer ud over løftet på 5 mia. kr. på finansloven for 2017, så der på Finansloven for 2017 og Finansloven for 2018 samlet set lægges op til at tilføre skattevæsenet mere end 10 mia. kr.

Desuden vil regeringen gøre BoligJobordningen permanent og målrette ordningen til serviceydelser som f.eks. rengøring. Det vil gøre det lettere for travle familier at få hverdagen til at hænge sammen. 

Regeringen vil også sikre, at alle dele af landet er en del af det økonomiske opsving. For at sikre et sammenhængende Danmark er der afsat 410 mio. kr. over fire år til projekter, som skal øge fremkommeligheden på de danske veje. Derudover ønsker regeringen at nedsætte taksterne på Storebæltsbroen markant.

I år ser væksten ud til at blive den højeste siden 2006, ledigheden er lav og beskæftigelsen stiger. Det skal kunne mærkes i alle dele af landet, så vi sammen kan gribe de muligheder, som opsvinget byder på. Derfor afsætter vi penge til at gøre det lettere at komme frem og tilbage mellem landsdelene, så vi ikke skaber barrierer for den fremtidige vækst, siger finansminister Kristian Jensen.
Samtidig vil regeringen fortsætte med at flytte statslige arbejdspladser fra Hovedstadsområdet for at sikre en bedre fordeling på tværs af landet. Der er afsat en pulje på 150 mio. kr. i 2018, og i forbindelse med et kommende udspil vil der blive taget stilling til, om der er behov for at tilføre yderligere midler i 2018 og de efterfølgende år.

Se en liste over regeringens hovedprioriteter på finanslovforslaget her.

Hovedprioriteringer på finanslovforslaget for 2018


Styrket velfærd
• Velfærdsreserve til bl.a. sundheds- og ældreområdet 
• Løft af kernevelfærden i kommuner og regioner

Tryghed og sikkerhed
• Styrkelse af politiet 
• Hårdere straffe for bl.a. grov vold 
• Øget indsats mod bandekriminalitet

Et Danmark i bedre balance
• Udflytning af statslige arbejdspladser
• Lavere takster på Storebæltsbroen
• Kørsel i nødspor på vestfynsk motorvej
• Hastighedsopgraderinger til 90 km/t og 130 km/t på udvalgte strækninger

Et nyt og bedre skattevæsen
• Markant styrkelse af skattevæsenet
• Øget kontrol og vejledning

BoligJobordningen
• Videreførelse af BoligJobordning målrettet serviceydelser

FNs verdensmål
• En række konkrete initiativer på finanslovforslaget understøtter FNs verdensmål

Udvikling 
• Fortsat høj udviklingsbistand og styrket nærområdeindsats
• Øge støtten til kvinders rettigheder og bekæmpelsen af HIV/AIDS

Iværksætteri og eksport
• Forhøjelse af grænsen for tildeling af skattefrie medarbejderaktier
• Eksportfremme

Publikationer
Et trygt og sammenhængende Danmark - finanslovforslaget 2018
2025-forløb og reformudspil
Opdateret 2025-forløb
Udgiftslofter og statens finanser, august 2017


Powerpoints fra pressemøde

Et trygt og sammenhængende Danmark - finanslovforslaget 2018 (powerpoints)

Pressehenvendelser



Presseansvarlig

Niels Nørgaard
2526 2759
nieno@fm.dk

Publikationer