20.10.2017

Danmark og Sverige enige om fælles aftale om PostNord


Den danske og svenske regering har i dag indgået en aftale, hvor begge ejere bakker op om transformationsplanen for den danske del af forretningen.

Transformationsplanen indebærer implementeringen af en ny produktionsmodel for Post Danmark, så selskabet fremover håndterer udbringning af post og pakker samtidig. Omkostningerne til denne omlægning er estimeret til ca. 5 mia. svenske kroner.

Finansminister Kristian Jensen siger:

Jeg er glad for, at vi nu sammen med vores svenske kolleger har fundet en god løsning, der sikrer omstillingen af Post Danmark, så selskabet er rustet til fremtidens udfordringer på postmarkedet.

Transport-,bolig- og bygningsminister, Ole Birk Olesen siger:

Det glæder mig, at der er opnået enighed med den svenske stat om en løsning, der muliggør den ønskede omlægning af Post Danmarks produktionsapparat. Dermed kan Post Danmark fortsat varetage befordringspligten.
Om aftalen
Aftalen medfører, at både den danske og svenske stat skyder kapital ind i PostNord til at understøtte transformationsplanen. 

Den svenske stat indskyder 400 mio. svenske kroner, mens den danske stat indskyder 267 mio. svenske kroner. Stemmerettighederne i PostNord vil fortsat være delt med 50 procent til hver af de to aktionærer. 

Ud over kapitaltilførslen fra den danske og svenske stat vil selskabet samtidig udnytte mulighederne for at styrke selskabets finansielle position yderligere. 

I tillæg hertil forpligter den danske stat sig til at kompensere PostNord med 1,5 mia. svenske kroner for udgifter i forbindelse med afskedigelser af tidligere tjenestemænd. 

Med aftalen er det forståelsen, at den svenske stat tilsvarende vil kompensere selskabet, hvis udviklingen i den svenske postforretning i fremtiden skulle nødvendiggøre dette. 

Den danske og svenske stat er også enige om at igangsætte et arbejde, der skal analysere, hvordan de to lande fremadrettet håndterer omkostninger forbundet med varetagelsen af befordringspligten i de respektive lande.

Aftalen forudsætter godkendelse af Folketinget og EU-Kommissionen.

Se også faktaark om aftalen nedenfor

Pressehenvendelser



Presseansvarlig

Niels Nørgaard
2526 2759
nieno@fm.dk

Publikationer