27.10.2017

Nyt jobfradrag batter mest i provinsen


Andelen af beskæftigede, der har en lav gevinst ved at arbejde frem for at være på offentlig forsørgelse er størst uden for landets største byer. Det viser et nyt notat fra Finansministeriet.

Med regeringens forslag om et nyt jobfradrag for de lavestlønnede reduceres andelen med relativ lav økonomisk gevinst ved beskæftigelse – navnlig uden for de store byområder i Hovedstaden og Aarhus-egnen. 

Kigger man på andelen, der har en gevinst på mindre end 3.000 kroner om måneden ved at arbejde frem for at modtage overførselsindkomst, så ligger den omkring 10 procent af de beskæftigede på Bornholm, Fyn og i Syd-, Vest- og Nordjylland.

Til sammenligningen ligger andelen i København og i Nordsjælland omkring 5 procent.

Finansminister Kristian Jensen udtaler:

Vi ønsker et sammenhængende Danmark, hvor der er en bedre balance mellem land og by, og her er der tydeligvis geografisk forskelle. Med regeringens forslag om at indføre et målrettet jobfradrag øges gevinsten ved at komme i arbejde i hele landet, selvom det er til en lav løn. Og det er uden for de store byområder omkring København og Aarhus, at andelen med relativ lav økonomisk gevinst ved beskæftigelse reduceres mest.

Med de gældende aftaler på skatteområdet ventes omkring 130.000 personer at have en gevinst på mindre end 3.000 kr. ved at arbejde (ved 2023-regler). Hvis regeringens udspil gennemføres vil dette antal blive reduceret med cirka 48.000.

Fordelt geografisk vil der ske en reduktion i samtlige landsdele, men de største fald målt i procentpoint vil ske uden for Hovedstadsområdet.

Finansminister Kristian Jensen udtaler:

Det skal kunne mærkes på pengepungen, når man kommer i beskæftigelse, og hvis man kan det, er jeg også overbevist om, at vi vil se flere komme i arbejde. Det hjælper på udvikling i alle dele af landet, men særligt uden for Hovedstadsområdet, hvor vi får reduceret andelen, der har lav gevinst at arbejde mest.

Fakta: Jobfradrag til de lavestlønnede


  • Regeringen foreslår, at der indføres et nyt målrettet jobfradrag, der udgør 30 pct. af den del af arbejdsindkomsten (inkl. pensionsindbetalinger), som overstiger 174.000 kr. Jobfradraget kan dog maksimalt udgøre 17.500 kr.
  • Fradraget indkomstaftrappes med 10 pct. af den del af arbejdsindkomsten inkl. pensionsindbetalinger, der overstiger 394.400 kr. Fradraget er således fuldt aftrappet ved en indkomst på 569.400 kr. (svarende til ca. 500.000 kr. før pension ved en bidragsprocent på 12).
  • Jobfradraget indfases gradvist, indtil det er fuldt indfaset i 2023.
Finansministeriet notat kan læses her.


Pressehenvendelser



Kommunikationschef

Heidi Birgitte Nielsen
2526 2795
hebni@fm.dk

Publikationer