03.10.2017

Ny udflytning: Regeringen vil etablere flere tusinde statslige arbejdspladser ude i landet


Statslige arbejdspladser skal være fordelt i hele landet – tættere på borgere og virksomheder. Det mener regeringen, som derfor vil etablere flere tusinde statslige arbejdspladser uden for hovedstadsområdet.

Den daværende Venstre-regering præsenterede i oktober 2015 en plan for at flytte knap 3.900 statslige arbejdspladser fra hovedstadsområdet og ind i resten af Danmark.  

Formålet er at flytte en række statslige institutioner tættere på borgere og virksomheder og være med til at skabe bedre balance og udvikling i hele landet.

Arbejdet med at flytte statslige arbejdspladser er i fuld gang, og størstedelen af de planlagte flytninger forventes at være færdige inden udgangen af 2017. 

Det går rigtig godt med den første runde af flytninger. Mere end 25 byer har fået nye statslige arbejdspladser, og den seneste status viser, at arbejdet skrider planmæssigt frem og samlet set følger den plan, der er lagt, siger innovationsminister Sophie Løhde, der er sat i spidsen for arbejdet med at etablere statslige arbejdspladser uden for hovedstadsområdet. 
Ifølge den seneste status fra september i år, er der flyttet 2.546 ud af de 3.900 planlagte flytninger. Og 23 af 44 planlagte institutioner har nu afsluttet flytningen.  

Regeringen vil videre af den vej og har derfor i dag meldt ud, at man har en målsætning om at etablere flere tusinde statslige job uden for hovedstadsområdet. 

Det er en prioritet for den her regering at skabe bedre balance i Danmark, og derfor har vi også høje ambitioner for den næste runde af flytninger. Statslige arbejdspladser skal komme hele landet til gavn, og vi ser frem til at fremlægge et konkret udspil i slutningen af året, siger innovationsminister Sophie Løhde.
Regeringen vil præsentere planen for runde to af flytningen af statslige arbejdspladser i december 2017. På nuværende tidspunkt er der ikke taget stilling til, hvilke institutioner der skal flyttes, og hvor de i givet fald skal flyttes hen. 

Pressehenvendelser



Pressechef

Kristian Wederkinck Olesen
2526 2755
krole@fm.dk

Publikationer