21.11.2017

Minister: Staten skal have bedre styr på it


En ny strategi for it-styring skal skabe et stabilt fundament under statens eksisterende it-systemer og gøre det muligt at sætte tidligere ind over for statslige it-projekter, der ikke forløber planmæssigt.

Alt for mange af statens kritiske it-systemer bliver ikke tilstrækkelig vedligeholdt og er i dårlig stand. Det viste et kasseeftersyn af det statslige it-område, som blev offentliggjort tidligere i år.

Det skal en ny strategi for it-styring i staten rette op på.
 
Under titlen ’Et solidt it-fundament’ lancerer regeringen i dag strategien, der skal være med til at sikre en mere systematisk tilgang til it-drift og -udvikling på tværs af de statslige myndigheder og dermed sætte en fælles retning for it-styringen i staten.

I Danmark er vi digitale frontløbere, og i den offentlige sektor er vi nået rigtigt langt med digitaliseringen. Men vi har også en række udfordringer. Både når det gælder vedligeholdelsen af de eksisterende it-systemer og med at komme i mål med nye it-projekter, siger innovationsminister Sophie Løhde og fortsætter:
 
Når der ikke bliver fulgt ordentligt op på it-systemerne og it-projekterne, betyder det, at vi spilder tid og penge og ikke får indhøstet gevinsterne ved digitaliseringen. Og vi risikerer oveni købet at sætte danskernes tillid til de digitale løsninger over styr. Det skal vi simpelthen have rettet op på, og det skal den nye strategi være med til.
Ud over at styrke fokus på de store og risikofyldte it-projekter skal der fremover også være langt større fokus på de statslige myndigheders styring af eksisterende it-systemer.
 
Som en del af indsatsen bliver Statens It-projektråd derfor til Statens It-råd og får i den forbindelse udvidet sin portefølje. Fremover skal rådet ikke bare rådgive om udviklingen af it, men også om, hvordan de statslige myndigheder sikrer, at de eksisterende systemer er ordentligt vedligeholdt, opdaterede og sikre.
 
Ledelserne skal tage større ansvar
Ledelserne i de statslige myndigheder skal også tage et større ansvar for, hvordan it-systemerne vedligeholdes og udvikles, og de vil fremover blive stillet over for større krav.

Der har været en tendens til, at ledelserne ikke i tilstrækkelig grad har haft fokus på driften af it-systemerne. Det er først, når tingene er gået galt, at de er kommet på banen. Det går ikke. Fremover vil vi derfor stille langt større krav til ledelserne om, at de involverer sig og aktivt tager stilling til både driften og udviklingen af deres it-portefølje. I sidste ende er det ledelsernes ansvar, at it-systemerne er forvaltet på en ansvarlig måde, og it-projekterne kører, som de skal, siger Sophie Løhde.
Udover strategien for it-styring i staten vil regeringen præsentere en strategi for informations- og cybersikkerhed i begyndelsen af det nye år. 

Læs strategien for it-styring i staten "Et solidt it-fundament".


Fakta om strategien


Med strategien opstiller regeringen fem overordnede målsætninger for den statslige styring af it-projekter og it-systemer:

Effektiv og ansvarlig styring af it-systemer
Den statslige it-systemportefølje skal understøtte myndighedernes opgavevaretagelse og være vedligeholdt, opdateret og sikker. Ledelsen i alle statslige myndigheder skal vide, hvilke it-systemer de råder over, hvordan it-systemerne understøtter myndighedernes arbejde og skal løbende gennemføre vedligehold og forbedringer, der blandt andet styrker sikkerheden.
 
Målrettet og værdiskabende styring af it-projekter
Statslige it-projekter skal lykkes, og de forventede gevinster skal realiseres i langt større grad, end det sker i dag. Opfølgningen og rådgivningen skal tidligt i projektforløbet øge opmærksomheden på risici og udfordringer i de største og mest risikofyldte projekter, og projekterne skal generelt have et større udbytte af den opfølgning og rådgivning, der tilbydes.
 
Sammenhængende it i staten
Staten skal høste gevinsterne ved et mere sammenhængende it-område gennem øget datadeling og samarbejde om basal it-drift, fælles løsninger og udvikling.
 
De rette kompetencer
Staten skal have forudsætningerne for at udvikle og drive både sine it-projekter og -systemer sikkert og effektivt. Ledelse og medarbejdere skal have kompetencerne til at forstå og se de muligheder, it-teknologien skaber inden for deres fagområde. Den statslige it-styring skal optimeres og udvikles med afsæt i forskningsresultater.

Styr på økonomien
Staten skal have forudsætningerne for at styre og prioritere de statslige it-omkostninger effektivt. Det kræver bedre overblik over de samlede it-omkostninger og indsigt i fordelingen af omkostninger på tværs af staten.

Målsætningerne understøttes af 13 konkrete initiativer.


Pressehenvendelser



Pressechef

Kristian Wederkinck Olesen
2526 2755
krole@fm.dk

Publikationer