20.01.2018

Staten styrker sine juridiske muskler


Regeringen tager juridiske opgaver hjem og styrker samtidig konkurrenceudsættelsen i ny model.

Regeringen har besluttet, at flere af de juridiske opgaver, som i dag ligger hos Kammeradvokaten, fremover skal løses af statens egne jurister eller konkurrenceudsættes. 

Konkret drejer det sig om retssager inden for Nævnenes Hus og en række rådgivningsopgaver inden for udbud og kontrakter, der skal løses af en tværgående rådgivningsenhed i staten. Samlet set tages der opgaver hjem for mere end 22 mio. kr. årligt. 

Beslutningen om at tage opgaver hjem er endnu et væsentligt skridt i retning af at få en bedre balance mellem at bruge statens egne juridiske kompetencer og købe dem af dyre advokatfirmaer. Samtidig styrker vi de faglige kompetencer i Nævnenes hus i Viborg og udnytter kompetencerne inden for udbud bedre på tværs af staten, siger innovationsminister Sophie Løhde. 
Regeringen har også besluttet at lave en model for at konkurrenceudsætte SKAT’s konkurssager. I den nye model skal der i højere grad tages hensyn til geografi og ensartet praksis på tværs af landet. 

Det er vurderingen, at konkurrenceudsættelsen vil omfatte en årlig omsætning på mellem 150 og 200 mio. kr., hvoraf Kammeradvokaten tegner sig for en mindre del. 

Konkurssagerne er ikke omfattet af Kammeradvokataftalen. 

Med beslutningen om at konkurrenceudsætte konkurssagerne i SKAT sikrer vi fuld gennemsigtighed og lige muligheder, også for lokale advokater, for at byde ind på de mange hundrede konkurssager, som SKAT har hvert år. Det bliver en markant forbedring for både markedet og SKAT, siger Sophie Løhde. 
Skatteminister Karsten Lauritzen siger om beslutningen:

Skatteministeriet har igennem en årrække tegnet sig for en stor del af statens samlede udgifter til Kammeradvokaten. Det ønsker jeg at reducere. Personligt ser jeg helst, at udgifterne udelukkende går til retssagerne, hvor det jo giver mening at have én bestemt advokat. Derfor er det min klare forventning, at skattevæsenet fremover kommer til at bruge Kammeradvokaten betydelig mindre fremover end i de seneste år. Og derfor er det også fornuftigt, at konkurrencen bliver øget.

Pressehenvendelser



Presserådgiver

Rikke Gredsted Seidenfaden
3392 2664
rigei@fm.dk

Publikationer