07.03.2018

Danmark med i alliance om at sikre robuste økonomier i EU


Finansminister Kristian Jensen og syv andre EU-finansministre har fremlagt en fælles vision for fremtidens EU-samarbejde på det økonomiske område.

Danmark har sammen med Estland, Finland, Irland, Letland, Litauen, Nederlandene og Sverige skrevet til formanden for eurogruppen og formanden for Rådet af EU’s økonomi- og finansministre med fælles holdninger til det fremtidige økonomiske samarbejde i EU. 

De otte lande understreger behovet for, at drøftelser og beslutninger om EU-samarbejdets fremtid og udviklingen af den økonomiske og monetære union (ØMU) skal ske blandt alle 27 EU-lande, og ikke alene blandt eurolandene. Danmark er ikke med i euroen, men fører fastkurspolitik over for euroen og deltager frivilligt i flere ØMU-initiativer, f.eks. finanspagten.   

De otte lande finder det også helt centralt, at alle EU-lande gennemfører nationale strukturreformer og sund finanspolitik, der lever op til de fælles spilleregler. Det er både vigtigt for landene selv, for den samlede EU-økonomi og for en robust ØMU. I fællesskab skal man fokusere på konkrete initiativer som at færdiggøre bankunionen fremfor vidtgående integrationsinitiativer uden folkelig opbakning. 

Finansminister Kristian Jensen siger:

Vores fælles indspil er vigtigt i debatten om EU’s fremtid. Vi er en bred alliance af lande, der sender stærke budskaber om, at vi skal holde sammen på EU27 og levere konkrete resultater og merværdi for EU’s borgere og virksomheder. Vi skal have et skarpt fokus på at sikre sund økonomi, vækst og arbejdspladser. Det er langt vigtigere end abstrakte ideer om mere eurointegration og nye institutioner uden folkelig forankring.

Læs det fælles brev fra de otte lande her.

Læs en dansk oversættelse af brevet her.



Pressehenvendelser

Presserådgiver

Sarah Andersen
2526 2757
saran@fm.dk

Publikationer