07.06.2018

Finansministeriet og Beskæftigelsesministeriet laver ny effektanalyse af JobReform 1


Beskæftigelsesministeriet og Finansministeriet laver en ny effektanalyse af kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen. Effektanalysen skal belyse, om reglerne får flere i job, og som noget nyt undersøge andre dele af reformen, bl.a. om flere arbejder ved siden af kontanthjælpen.

Den nye analyse bliver udarbejdet, fordi der fra flere sider er rejst kritik af den metode, som blev brugt i en effektanalyse, som Beskæftigelsesministeriet offentliggjorde i februar.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:

Vi har med kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen sikret, at man altid har mere økonomisk ud af at arbejde end være på kontanthjælp. Det er afgørende ikke mindst i en tid som nu med rekordhøj beskæftigelse. Alene siden juni 2015 er der kommet 129.500 nye private job. Det er samtidig afgørende, at vi som politikere følger op på det, vi har besluttet, og hvordan det virker. Der er rejst tvivl om den tidligere effektanalyse af JobReform1, og derfor laver vi nu en ny analyse.
Finansminister Kristian Jensen siger:

Vi har gennemført mange reformer på beskæftigelsesområdet, som har styrket dansk økonomi. Det er vigtigt, at vi finder den præcise virkning af tiltagene, så vi løbende kan vurdere, om vi skal skrue op eller ned. Vi skal vænne os til, at beskæftigelsespolitikken hele tiden skal tilpasses arbejdsmarkedets, virksomhedernes og finanspolitikkens behov.
Den nye effektanalyse forventes offentliggjort i efteråret 2018.

Pressehenvendelser

Kommunikationschef

Sigga Nolsøe
2226 9507
sigga@fm.dk

Publikationer