30.08.2018

Større tryghed og mere nærhed i finanslovforslaget for 2019


Den bundsolide danske økonomi skal bruges til at forbedre indsatsen for børn, ældre, sundhed og et grønnere og mere sammenhængende Danmark samt en række andre områder med høj prioritet. Med finanslovforslaget for 2019 ønsker finansminister Kristian Jensen at skabe større tryghed og mere nærhed i Danmark.

Finansminister Kristian Jensen præsenterer finanslovforslag 2019 i Rentekammersalen
Forstør

Det centrale i finanslovforslaget er flere penge til kernevelfærd. Sammen med aftalerne om kommunernes og regionernes økonomi mv. har regeringen prioriteret et løft af velfærden på i alt 4,2 mia. kr. i 2019. Det drejer sig blandt andet om flere penge til ældre, bedre forhold for udsatte børn i deres første 1.000 dage og bedre psykiatri. 

Samtidig vil regeringen investere massivt i danskernes sundhed og vil i efteråret præsentere et stort sundhedsudspil med fokus på blandt andet at rykke behandlingen tættere på patienten. 

Finansminister Kristian Jensen siger:

Dansk økonomi er god, pengene passer, og vi passer godt på pengene. Fordi vi har styr på dansk økonomi, kan regeringen prioritere nye initiativer på udvalgte områder. Den sunde økonomi skal bruges til at skabe et endnu mere trygt og nært Danmark, hvor vi investerer i kernevelfærd til børn, unge, voksne og ældre, hvor vi letter afgifterne, og hvor vi skaber et mere grønt Danmark. Det er alt sammen med til at binde vores lille land og alle danskere endnu tættere sammen.
På finanslovforslaget er der også afsat 1 mia. kr. over de næste fire år til initiativer, der skal gøre Danmark grønnere ved at styrke vores miljø, klima og natur. Regeringen vil snart præsentere et klimaudspil, der vil sætte yderligere retning på den grønne omstilling. 

Derudover er der sat mere end 1 mia. kroner af til at beskytte en del af den jyske vestkyst mod oversvømmelse frem mod 2024. Det er næsten en fordobling af kystbeskyttelsen.

Regeringen vil også lette afgifterne, det drejer sig blandt andet om elafgifter for sommerhuse og fjernelse af erhvervsaffaldsgebyret.

På finanslovforslaget er der også reserveret 600 mio. kr. årligt til bedre uddannelser og et robust arbejdsmarked. Heraf vil regeringen finansiere et kommende erhvervsuddannelsesudspil. Regeringen har allerede iværksat en række initiativer for at styrke erhvervsuddannelserne, og et nyt udspil skal gøre det endnu mere attraktivt at tage en praktisk uddannelse. 

Inden for rammen af de 600 mio. kr. er der også midler til at følge op på arbejdet fra Disruptionrådet om fremtidens arbejdsmarked, så vi forhindrer, at mennesker bliver tabt på gulvet som en konsekvens af automatisering og digitalisering.  

Det er også en høj prioritet for regeringen at skabe et Danmark i balance. Derfor vil regeringen forsætte udviklingen med at skabe bedre sammenhænge på tværs af landet med en landsbypulje til at styrke udviklingen i landområderne og en bredbåndspulje.


Pressehenvendelser

Kommunikationschef

Sigga Nolsøe
2226 9507
sigga@fm.dk


Presserådgiver

Sarah Andersen
2526 2757
saran@fm.dk

Publikationer