24.09.2018

Løhde inviterer til forhandlinger om opgør med puljetyranni


Innovationsminister Sophie Løhde mødes i morgen med Folketingets partier for at forhandle en aftale på plads, der skal sætte en stopper for puljetyranniet i kommuner og regioner.

Der skal være færre og større statslige puljer rettet mod kommuner og regioner.

Det er målet for de politiske forhandlinger, som innovationsminister Sophie Løhde i morgen kl. 10 indleder i Finansministeriet med alle Folketingets partier.

Forhandlingsmødet udspringer af regeringens afbureaukratiseringsreform ’Færre regler og mindre bureaukrati’. Som led i reformarbejdet foreslår regeringen at reducere antallet af statslige ansøgningspuljer rettet mod kommuner og regioner markant og sætte en minimumsgrænse for puljerne på 10 mio. kr.

På den måde vil regeringen sikre, at en større del af puljemidlerne kommer ud at arbejde dér, hvor de faktisk gør nytte. 

Vi ønsker i regeringen et opgør med puljetyranniet, som i dag binder alt for mange ressourcer til administration på bekostning af borgernær velfærd. Mange af puljerne er for små, og ude i kommuner og regioner bliver der i dag brugt for mange kræfter på at jagte de samme få millioner. Vi lægger derfor op til, at der skal være færre og større puljer", siger Sophie Løhde, der håber, at der blandt partierne vil være opbakning til opgøret med puljetyranniet.

Vi bærer i Folketinget et fælles ansvar for puljetyranniet. Derfor er det også et fælles ansvar at rydde op, og jeg håber, at vi kan lave en bred aftale med Folketingets partier. For det giver ikke mening, at vi brænder så mange penge af på administration, som i stedet kunne være brugt på velfærd. Jeg erkender, det er svært, for alle puljer er opfundet med et formål. Men vi er alle nødt til at gribe i egen barm og bidrage til at rydde op", siger innovationsministeren.

Staten uddelte i 2017 omkring 3 mia. kr. gennem statslige ansøgningspuljer til kommuner og regioner inden for de store velfærdsområder.


Publikationer