17.01.2019

Regeringen og vindmøllebranchen styrker samarbejdet


Med en ny hensigtserklæring sætter regeringen en tyk streg under den danske ambition om at fastholde førerpositionen inden for land- og havvind.

Regeringen og repræsentanter fra vindmøllebranchen underskriver torsdag en hensigtserklæring, der skal styrke og videreføre det stærke samarbejde mellem Danmark og den i dag globale vindenergibranche. 

Regeringen understreger med hensigtserklæringen intentionen om fortsat at skabe rammer, der gør Danmark attraktiv som base for forskning og udvikling på vindenergiområdet og som den foretrukne landepartner for vindenergibranchen. Branchen vurderer, at den gennem årene har skabt omkring 33.000 job i Danmark. 

Parterne tæller på branchesiden store spillere inden for både land- og havvind som Vestas, Siemens Gamesa, MHI Vestas, Ørsted og Vattenfall. De vil samtidig igennem strategiske og forretningsmæssige beslutninger søge at understøtte en fortsat udvikling af Danmark som teknologisk base for vindenergibranchen. 

Finansminister Kristian Jensen siger: 

Et godt samarbejde med vindmøllebranchen styrker Danmark. Ikke blot som foregangsland inden for grøn energi, men også i form af en nøglerolle i udviklingen af fremtidens vindmølleteknologi. Denne hensigtserklæring skal sikre, at vindmøllebranchen fortsat vælger at investere i Danmark til gavn for den danske klimaindsats, den danske økonomi og for danskerne.

Som første konkrete projekt i relation til hensigtserklæringen har Lindø Offshore Renewables Center (LORC) søgt om 50 mio. kr. fra den danske stat til en ny stor testfacilitet for havvindmøller. Finansminister Kristian Jensen forsikrer, at regeringen vil se på ansøgningen med positive øjne. 

Parterne opretter samtidig et dialogforum med årlige møder for at gøre status på de danske forhold for industrien samt den fortsatte vækst i branchen. 

Adm. direktør Jan Hylleberg, Vindmølleindustrien, siger: 

Med denne erklæring har vindsektoren og regeringen taget et vigtigt skridt i forhold til at sikre, at rammerne for fortsat vækst er optimale i Danmark. På vegne af vindsektorens aktører vil jeg gerne kvittere for denne aftale, der uden tvivl vil være værdifuld for Danmark. Med en løbende dialog kan vi bedre sikre, at morgendagens vindmøller udvikles herhjemme, og her spiller strategi for storskalatest og adgang til prototype-testpladser en central rolle.

Hensigtserklæringen bliver underskrevet ved Vindmølleindustriens nytårskur torsdag. 

Energi-, forsynings-, og klimaminister Lars Chr. Lilleholt siger:

Danmark er et vindland, hvilket regeringen og Folketinget slog fast med Energiaftalens store ambitioner inden for både land- og havvind. Vi er den globale vindsektors fødested, og med den nye hensigtserklæring sikrer vi, at den nu fuldvoksne industri har de bedste vilkår for at forblive dansk.


Pressehenvendelser

Presserådgiver

Rikke Marie Dahl
25 26 27 46
rmada@fm.dk

Publikationer