Bag de røde mure


Læs bogresumé og bliv klogere på Finansministeriets historie.

Den røde Bygning på hjørnet af Christiansborg Slotsplads og Slotsholmsgade udgør i dag rammen om Finansministeriets arbejde. Som en sand gøgeunge er det i årenes løb lykkedes Finansministeriet at fortrænge de øvrige ministerier, der oprindeligt også havde deres plads her.

Alligevel er historien om Finansministeriet både en historie om sejre og nederlag – både på det personlige og det faglige plan. Det er de to fortællinger, som den helt nye bog Bag de røde mure afdækker. Forfatteren er kommitteret i Finansministeriet, Hans Henrik Høgsbro Østergaard, som også har skrevet bogen At tjene og forme den nye tid, der blev udgivet i anledning af ministeriets 150-års jubilæum i 1998.

Selve Finansministeriet som institution blev således oprettet i 1848, mens Den røde Bygning er fra 1721. Kampen for at få dannet et egentligt finansministerium, og dermed et samlet finansstyre, har netop været det – en kamp. I begyndelsen bestod udfordringen også i, at embedsmændene i huset havde et dårligt ry. I 1728 blev de beskyldt for ”ikke at skrive og lære noget nytteligt, men i stedet fordærve Vinduerne og Væggene paa liderlig og strafværdig Maade.”

Så sent som i 1834 skriver en af de ledende embedsmænd i Rentekammeret, Ivar Unsgaard, i sin dagbog: ”Rentekammeret er et kjedeligt Hul. Vrøvleri og Røvslikkeri, m.m.!” Til gengæld blev kontortiden i 1848 fastsat til tidsrummet i 11.00-15.00. Meget har unægtelig ændret sig siden da. I dag er det forbundet med prestige at være ansat i Finansministeriet, og arbejdstiderne er blevet noget anderledes.

Foruden de personalemæssige udfordringer i Den røde Bygning bød bestræbelserne på at oprette et selvstændigt finansministerium også på store personlige omkostninger. I 1771 blev to så forskellige personer som C.A. Struensee og Georg Oeder, der havde stået i spidsen for et forsøg på at reformere finansstyret, begge væltet som led i opgøret efter Struensee-tiden. I begyndelsen af 1800-tallet turde bl.a. Jonas Collin igen prøve at gennemføre reformer, men først med ministerialreformen i 1848 lykkedes det.

Én ting var dog at danne en samlet organisation. Derefter gjaldt det om at få opbygget en effektiv styring af statsfinanserne, og det skete faktisk først under ledelse af C.V. Bramsnæs – finansminister i den første socialdemokratiske regering i 1924.

Siden da har der alligevel været perioder, hvor styringssystemet omkring statens finanser har været i krise. Således havde der for eksempel omkring 1960 reelt udviklet sig en krise i styringen af statsudgifterne. Den sørgelige sandhed var, at ingen i Finansministeriet havde klare forestillinger om det samlede statsbudget og om, hvorledes statsudgifterne ville udvikle sig blot et år eller to frem i tiden.

Men for hver krise har der hver gang også været styrke til at genskabe den styringsmæssige kapacitet i systemet. Ledende politikere og embedsmænd har været meget bevidste om behovet for et effektivt styringssystem for statsfinanserne som en forudsætning for det politiske systems legitimitet og for tilliden til regeringen. Et velfungerende finansstyre har helt tilbage fra Junigrundloven i 1849 været betragtet som en afgørende forudsætning for folkestyret.

På næsten mirakuløs vis overlevede Den røde Bygning de store brande i 1794, 1884 og 1992. Men som bogen Bag de røde mure tydeligt viser, har bygningen og de ansatte alligevel levet en omtumlet tilværelse.

Publikationer