24.06.2010

Budgetredegørelse 2010


”Budgetredegørelse 2010” gør status over de seneste års kraftige vækst i det offentlige forbrug og peger samtidigt på en række områder, hvor der er mulighed for omprioriteringer og bedre udnyttelse af ressourcerne.

Redegørelsen indeholder en oversigt over den samlede udgiftsvækst. Det offentlige forbruget er steget med over 67 mia. kr. siden 2001 og er nu på mere end 500 mia. kr. Den samlede offentlige beskæftigelse er vokset med ca. 31.000 fuldtidsbeskæftigede fra 3. kvartal 2002 til 3. kvartal af 2009.

Udgiftsvæksten belyses nærmere på tre områder: Uddannelse, voksen- og efteruddannelse og sundhed (sygehuse og praksissektoren).

”Budgetredegørelse 2010” viser samtidig, at der en række muligheder for omprioriteringer og effektiviseringer, så der kan frigøres ressourcer til en fortsat udvikling af den offentlige sektor, selv om den offentlige økonomi skal konsolideres i de kommende år.

Der er bl.a. fokus på mulighederne for at effektivisere administrationen i kommuner og regioner. En sammenligning af kommunernes udgifter på en række centrale kerneydelser peger også på effektiviserings- og omprioriteringsmuligheder. Og der gennemgås herudover på en række veje til en bedre ressourceudnyttelse i den offentlige sektor: Mindre bureaukrati, øget digitalisering, ny teknologi, mere frihed i overenskomsterne, øget konkurrenceudsættelse og mere effektivt indkøb.

Redegørelsen indeholder også en oversigt over den aktuelle konsolidering af de offentlige finanser i de andre EU-lande. Der afsluttes med en gennemgang af det styringssystem for finans- og udgiftspolitikken, som blev indført i Sverige som led af konsolidering af de offentlige finanser i 1990'erne.

Hent publikation

Publikationer