29.06.2016

Statens selskaber


Hovedformålet med Statens Selskaber 2016 er at give en samlet redegørelse for udviklingen i de selskaber, som staten helt eller delvist ejer. Ved udgangen af 2015 ejde staten aktier i 17 aktieselskaber, syv selvstændige offentlige virksomheder og tre interessentskaber. Vækstfonden og Investeringsfonden for Udviklingslande indgår også i publikationen. Begge er offentlige institutioner, der på mange måder drives som selskaber.

Statens selskaber 2016

I 2015 havde de statslige aktieselskaber med statslig aktiemajoritet samt de selvstændige offentlige virksomheder mv. en samlet nettoomsætning på 112,7 mia. kr., hvoraf 63 pct. kan tilskrives DONG Energy. DSB og Energinet.dk stod for 21 pct. af den samlede nettoomsætning. De øvrige minoritetsejede statslige selskaber havde en samlet nettoomsætning på 71,5 mia. kr. Hovedtallene for statens selskaber er samlet i de to tabeller nedenfor.

Statens nye ejerskabspolitik, der blev offentliggjort i april 2015, skal medvirke til at tydeliggøre og strukturere rammerne for den statslige ejerskabsudøvelse. Dette sker blandt andet gennem et nyt ejerskabskoncept, hvor der for hvert enkelt selskab udarbejdes strategiske ejerskabsdokumenter og opstilles finansielle mål. Formålet er at give selskaberne klare mål for værdiskabelse på lang sigt og samtidig understøtte statens tilsyn med selskabet. Målene vil løbende blive justeret og opdateret, og der vil derfor årligt blive fulgt op på målene mv. i Statens Selskaber.

Efter beslutning fra staten og de øvrige investorer blev DONG Energy børsnoteret 9. juni 2016. DONG Energy er et af Danmarks største selskaber og det største selskab i porteføljen af statslige selskaber. Børsnoteringen er et vigtigt skridt i DONG Energy’s strategiske udvikling, og vil blandt andet lette selskabets adgang til kapital og stille selskabet endnu stærkere end i dag, når det fx gælder investeringerne i opførelse af havindmøller, hvor DONG Energy i dag har en global førerposition.

Hovedtal for statslige aktieselskaber og selvstændige offentlige virksomheder mv. for 2015

Hovedtal for øvrige selskaber med statslig ejerandel for 2015

Hent publikation

Publikationer