30.08.2018

Større tryghed og mere nærhed, finanslovforslaget 2019


Danmark er inde i et stabilt økonomisk opsving med en rekordhøj beskæftigelse og en vækst på mellem 1,5 og 2 pct. om året.

Større tryghed og mere nærhed, finanslovforslaget 2019

Opsvinget er solidt, fordi det bygger på de reformer, som er blevet gennemført af skiftende regeringer siden 2001. Reformerne har øget arbejdsudbuddet og dermed velstanden. Vores velstand kommer af de mange borgeres arbejde – ikke af tilfældige priser på olie eller naturrigdomme. Alle skuldre bærer så meget, som de kan.

I de forløbne år har mange ældre valgt at forlænge deres arbejdsliv. Det skylder vi dem en tak for. Vi har brug for dem, og de yder et vigtigt bidrag. Det giver økonomisk vækst og flere ressourcer at disponere over, både i privatlivet og i form af offentlig service.

Men arbejde giver også selvværd og stolthed. Når man går fra ledighed til arbejde, kan man tage vare på sig selv. Samtidig får man også bedre mulighed for at støtte sine børn til den fremtid, som de har brug for.

Alt i alt har reformerne været et stort socialpolitisk fremskridt, fordi flere selvforsørgende danskere er grundlaget for engagement og medborgerskab. Danmark er et stærkt samfund, hvor alle har noget at bidrage med. Både økonomisk og menneskeligt. Vi bygger på de mange – og ikke på de få. Og det giver værdi i mere end én forstand.

Regeringerne Fogh Rasmussen øgede arbejdsudbuddet med godt 70.000 personer, den første Løkke Rasmussen-regering fortsatte kursen og bidrog med godt 90.000 personer, hvorefter Thorning-regeringerne lagde yderligere knap 30.000 oveni. Siden 2015 har vi fortsat linjen, om end i lavere tempo.

De fortsatte reformer er baggrunden for den rekordhøje beskæftigelse, vi oplever i disse år. Vi sætter dagligt nye positive rekorder og kan snart forvente en beskæftigelse, der runder de 3 millioner.

Vi har allerede plukket mange lavthængende frugter ved fx at reformere efterløn, tilbagetrækningsalder og dagpenge – for ikke at tale om sænkningerne af personskatterne – som alt sammen medvirker til et øget arbejdsudbud. Men der er fortsat potentiale for reformer, for der vil altid være frugter, som hænger lavere end andre, selvom de kan være sværere at nå. Vi har fx set en fremgang i andelen af flygtninge, som er i beskæftigelse efter tre år, men der er potentiale for at få endnu flere i arbejde. Ligeledes kan vi også øge arbejdsudbuddet ved at forbedre pensionisternes tilskyndelse til at blive på arbejdsmarkedet. 

Reformerne må og skal fortsætte for at holde opsvinget på sporet. Ellers vil det tabe fart. Derfor er udfordringen i det kommende års finanslov at lægge et solidt grundlag for et fortsat opsving, samtidig med at de gode tider kommer alle til gode. Det kræver disciplin og overblik.

Regeringens forslag til finanslov for 2019 lægger op til et løft i kernevelfærden, det vil sige den offentlige service til børn, unge, ældre og syge. Vi bygger videre på de stærke økonomiaftaler, som regeringen indgik med kommuner og regioner i forsommeren.

Samtidig udmønter vi en række fremtidsrettede initiativer på klimaområdet. Op til sommerferien indgik regeringen en historisk bred og ambitiøs energiaftale, som er en vigtig milepæl i forhold til at indfri Verdensmålene. Vi øger indsatsen for at gøre den danske energiforsyning vedvarende ved at sænke afgifterne på grøn energi og ved at udbygge vores produktion af grøn energi på en effektiv og teknologineutral måde.

Som et lille åbent land er Danmark afhængigt af et konkurrencedygtigt erhvervsliv, der kan handle globalt med udgangspunkt i et stærkt hjemmemarked. På den baggrund ønsker regeringen at fortsætte arbejdet med at forbedre vilkårene for erhvervslivet, ikke mindst i kraft af færre og lavere afgifter, som også kommer den almindelige dansker til gode.

Vores strategi giver plads til, at den private sektor kan udvikle sig, samtidig med en afdæmpet vækst i det offentlige forbrug, som giver rum til serviceforbedringer. I takt med at vores samlede velstand stiger, sikrer vi en god balance mellem offentligt og privat.

Det bør være en ambition for os alle, at opsvinget ikke går i stå, men derimod fortsætter så længe som overhovedet muligt ved at få tilført ny energi fra selvforsørgende, produktive danskere.

God fornøjelse med læsningen af forslaget til finanslov for 2019.



Publikationer