27.08.2019

Servicetjek af offentlige budgetter


Regeringen ønsker at sætte en ny og mere retfærdig retning for Danmark. Fundamentet for det er en ansvarlig økonomisk politik. Politiske udspil og aftaler skal hvile på et robust fundament, og pengene skal passe.

Servicetjek af offentlige budgetter

Der er på den baggrund gennemført et servicetjek af de offentlige budgetter. 

Konklusionen er, at der er pres på de offentlige budgetter. Der er på flere områder forudsat eller planlagt indtægter eller tilpasning af udgifterne, der endnu ikke er kommet i hus. På andre områder er der store bevillingsfald, merudgifter og fordyrelser. 

I 2020 skal der findes mindst 3,5 mia. kr., hvis de forudsatte finansieringsbidrag ikke realiseres, og merudgifterne skal håndteres – og endnu mere frem mod 2023. Det kræver aktive handlinger at finde de nødvendige løsninger. Ellers vil det belaste de offentlige kasser og reducere råderummet til nye prioriteringer. 

Dertil kommer den fortsatte genopbygning af skatteområdet, som vil beløbe sig til flere mia. kr. over de kommende år. 

Servicetjekket har vist, at regningen for skattevæsenet er endnu større end forventet. Det er helt centralt, at tilliden til skattevæsenet genoprettes hos borgerne og virksomheder. Men på flere områder er der ikke de nødvendige fremskridt, og den tidligere regering har ikke sat penge af til at samle regningen op de kommende år. 
Endelig kan vi konstatere, at der ligger en række bundne opgaver foran os. 

Det gælder bl.a. indsatsen for vores fælles vandmiljø. Opgaven til den 3. vandplanperiode er meget stor, bl.a. fordi de frivillige indsatser i fødevare- og landbrugspakken ikke ser ud til at have haft den forudsatte effekt. Dertil kommer en voksende regning til økologisk arealtilskud.

Og så udgør Brexit en stor risiko både for statens finanser og for dansk erhvervsliv.

Resultatet af servicetjekket er alt i alt, at der er forudsatte indtægter og tilpasning af de offentlige udgifter, bevillingsfald, merudgifter og fordyrelser, som skal håndteres. Ellers vil det økonomiske råderum og mulighederne på finansloven blive udhulet. 

Derfor må de partier, som har udskrevet regningerne, også være med til at betale dem. 



Publikationer