Ny analyse af dansk økonomi under corona-krisen

28-04-2020

Folketingets finansudvalg har i dag modtaget en ny analyse af dansk økonomi under corona-krisen.

Regeringen forhandler med Folketingets partier om genåbningen af Danmark. I den forbindelse har Finansministeriet udarbejdet en analyse af samfundsøkonomien og kigget nærmere ned i de brancher, der er berørt af de sundhedsmæssige tiltag.

Finansminister Nicolai Wammen udtaler:

Med den analyse, som vi i dag har oversendt til Folketinget, har vi et tydeligere billede af, hvor voldsom krisen er, og hvor den har ramt hårdest. Samtidig viser analysen, at det er svært at adskille effekten af de tiltag, der er sat i værk mod sygdommen, og det faktum, at danskerne simpelthen har ændret adfærd og er blevet mere tilbageholdende i deres forbrug.

Danmark var blandt de første lande til at lukke ned, og vi er nu ved at åbne samfundet igen. Samtidig har vi sat ind med omfattende hjælpepakker på samlet 400 mia. kr. til danske lønmodtagere og dansk erhvervsliv. De bidrager til, at økonomien kan komme bedre gennem krisen.

Regeringen ser vejen ud af krisen i to faser: Lige nu holder vi hånden under dansk økonomi og danske arbejdspladser. Og i takt med at vi åbner samfundet igen, vil vi sætte ind med målrettede økonomiske stimuluspakker, der både skaber aktivitet og arbejdspladser og samtidig gør Danmark grønnere og tager fat på klimaudfordringerne.

Læs analysen Genåbning fase 2: Økonomiske prioriteringer