Finansministeren tog i dag imod den østrigske finansminister Magnus Brunner

03-04-2024
Nyhed

Finansminister Nicolai Wammen havde i dag besøg af sin østrigske finansminister-kollega Magnus Brunner. På dagsordenen var blandt andet, hvilken rolle finansministre og finansministerier kan spille i den grønne omstilling.

Finansminister Magnus Brunner og finansminister Nicolai Wammen
Finansminister Nicolai Wammen og Østrigs finansminister Magnus Brunner

Finansminister Nicolai Wammen og hans østrigske kollega, Magnus Brunner, mødtes i dag til en snak om, hvordan finansministre kan være med til at understøtte den grønne omstilling og omsætte ambitiøse klimamål til konkret handling.

Finansminister Nicolai Wammen siger:

Med de seneste års voldsomme vejrfænomener kan der ikke være tvivl om, at klimaet forandrer sig for øjnene af os. Derfor er det afgørende, at vi går sammen internationalt og tager ansvar for at sætte endnu mere turbo på den grønne omstilling. For landene kan gøre meget hver for sig, men vi kan gøre endnu mere sammen. Som finansministre kan vi spille en særlig rolle og har et ansvar for at tænke økonomi, klima og miljø sammen, når vi planlægger finanspolitikken. Derfor er jeg også altid glad for lejligheden til at drøfte disse vigtige emner med min østrigske kollega Magnus Brunner.